Ved studiestart
I disse dage starter et nyt semester, og jeg tænker på, at det er 32 år siden jeg startede på statskundskabsstudiet på Aarhus Universitet 1. september 1992. Enhver har sin egen studiestart, og meget er ændret siden dengang, men jeg synes alligevel, jeg vil dele nogle refleksioner om dengang og nu.
Socialt blev min studiestart fantastisk med en vild såkaldt rusuge og et udmærket hold af medstuderende. Personligt var min studiestart dog ikke den nemmeste, og det er måske værd at huske på for alle de, der starter i disse dage med ofte ekstreme forventninger. Min mor havde været syg hele sommeren 1992 med tarmslyng og 2 fejloperationer, og hun var stadig indlagt på hospitalet, da jeg med min mosters og onkels hjælp flyttede til Århus.
Jeg havde ingen erfaring med boligmarkedet, og var desperat på jagt efter en bolig i Århus. Med manglende erfaring og få til at rådgive mig endte jeg i et usselt loftsværelse på 5. sal i Søndre Ringgade. Set i bagklogskabens lys var valget af det værelse et af mit livs dårligste beslutninger, også selvom jeg endte med kun at bo der i 4 måneder. Når jeg ser på de unges forventninger til boligsituationen i dag, og høre mine studerende fortælle om, at de er nødt til nærmest at have et fuldtidsstudie job for at kunne betale ejerlejligheder og lækre deleboliger på havnen, kan jeg godt trække lidt på smilebåndene i forhold til min start. For jeg klarede det, og 1. januar 1993 flyttede jeg ind i et værelse på Tandlægekollegiet, hvor jeg levede det glade studenterliv og fik venner, som stadig er nære den dag i dag.
Jeg havde glædet mig til at starte på statskundskab. Jeg ville egentlig have haft et sabbatår, men da jeg kunne komme direkte ind, valgte jeg at starte med det samme og så tage passende pauser senere. Jeg oplevede overgangen fra gymnasiet som hård. Selvom der blev taget godt imod os, og vi havde både tutorer og instruktorer, som tog hånd om os, var jeg overvældet af læsemængderne, ikke mindst de mange tekster på engelsk. Jeg følte mig dum, og at mit hoved var ved at sprænges. Da statskundskab allerede dengang var et meget kompetitivt studie, var det dog ikke noget vi talte så meget om i dybden udover at beklage os over underlige tekster og mærkelige forelæsere. Først senere er det gået op for mig, at min følelse var helt normal. Lige før efterårsferien, da jeg lammetævede studiekammerater i Trivial Pursuit, gik det op for mig, at jeg ikke var dummere end dem, snarere tværtimod. Jeg begyndte langsomt at få selvtilliden tilbage, men den svære studiestart havde påvirket mig. Jeg havde ikke haft brug for at lave det store i folkeskolen og gymnasiet, og det var først efter 2 års studier, jeg for alvor fandt ud af, at skal man klare sig godt på universitetet, er man nødt til at sætte sig ned på sin flade bagdel og arbejde. Det gjorde jeg fra og med 4. semester, og resten er historie som man siger. I min indstilling til ph.d.-stipendium, blev det ligefrem bemærket, at min kandidatuddannelse jo var bestået med vældigt meget højere karakterer end min grunduddannelse.
Enhver må selv finde sin vej igennem studiet, men mit gode råd vil være at tage studiet seriøst, skære ned på fritidsjob i starten, men samtidig lade være at stresse. Der er god tid, ikke mindst i starten, og på trods af politikernes irriterende ideer om fremdriftsreform og dimensionering, er det at studere stadigvæk et pragtfuldt liv, som former en for resten af livet.